2
1
2

Aktier og obligationer, stor spredning og lave omkostninger – virker det ikke meget fornuftigt?

​De fleste investorer er opmærksomme på det hensigtsmæssige i at sprede risikoen, således at man ikke kun har bankaktier, ikke kun har danske aktier, ikke kun har vækstaktier, mv.

Mange porteføljeforvaltere tager udgangspunkt i amerikaneren Harry Markowitz’s studier, som første gang blev præsenteret i 1952. Markowitz foreslår, hvordan rationelle investorer kan bruge spredning til at optimere deres porteføljer. Ved hjælp af spredningstaktikken kan man finde frem til de investeringer, som giver det optimale afkast i forhold til, hvor stor en risiko man som investor er klar til at løbe. Dette udføres bl.a. med baggrund i statistiske beregninger. 18 år senere delte Harry Markowitz en Nobel pris med Merton Mille og William Sharpe, for hvad der er blevet en bred teori for porteføljesammensætning.

DENNE TEORI HAR STOR TILSLUTNING, MEN HVORDAN FUNGERER DET I PRAKSIS?

Den optimale portefølje kræver bl.a. fastlæggelse af:

  • De forventede udsving på de enkelte investeringer
  • De forventede samvariationer imellem de enkelte investeringer
  • Det forventede afkast på de enkelte investeringer

Såfremt ovennævnte kan identificeres kan man sammensætte en portefølje, som giver det højeste afkast i forhold til den indgåede risiko. De første to krav er relativt nemme at beregne ud fra historiske data og rummer ikke den store usikkerhed. Helt anderledes er det med det sidste krav. Her kræves, at investor har en stor grad af forudsigelsessikkerhed, for at modellen fungerer i praksis.

Der er udarbejdet utallige undersøgelser omkring træfsikkerheden hos analytikere og strateger i banker og investeringsselskaber. Generelt set er den ikke god. Hvem har fx forudset omfanget af den finansielle krise?

KAN TRÆFSIKKERHED GRADUERES?

“Ja – vi er bedst til at forudsige på lang sigt, mens det er helt tilfældigt om forventningerne indfries på kort sigt. Ligeledes er det betydeligt nemmere at forudse afkastet på obligationer, specielt på langt sigt”.

WH Index investerer af denne grund langsigtet (strategisk aktiv fordeling).

Der tages udgangspunkt i det langsigtede historiske afkast (20-30 år) og arbejdes i mindre grad med timing. Den historiske samvariation er meget lav mellem aktier og obligationer, hvilket betyder, de supplerer hinanden rigtig godt i en portefølje. Ud fra de historiske udsving og afkast kommer vi frem til, at en optimal portefølje består af ca. 2/3 obligationer og 1/3 aktier.

Denne fordeling er vores udgangspunkt, og da vi tænker langsigtet og ikke foretager de store ændringer, betyder det mindst mulig administration og dermed også omkostninger for investoren. Vi tror ikke, der på lang sigt kan opnås et merafkast ved at skifte ofte mellem de enkelte aktiv klasser.

HVORDAN GÅR DET SÅ MED AT FORUDSIGE HVILKE AKTIER, DER ER BEDST?

En analyse af de danske investeringsforeninger viser, at meget få giver et afkast bedre end markedsafkastet. De er ikke i stand til at vurdere, hvilke aktier man skal købe, og hvilke man skal undgå på lang sigt. Samtidig viser undersøgelser, at private investorer er endnu dårligere til at slå markedsafkastet. Internationale undersøgelser kommer frem til de samme konklusioner.

Derfor vælger vi at investere i aktieindeks, dvs. vi køber markedsafkastet. En investering i et aktieindeks svarer til at købe de aktier, som indgår i indekset. Denne investeringsform er meget udbredt i udlandet, og vi forventer en stærk vækst i Danmark i de kommende år.

Brugen af aktieindeks giver os:
God risikospredning, da der ikke investeres i individuelle aktier, men kun hele markeder.
Lave omkostninger og dermed større afkast til investorerne.

​OBLIGATIONER I PORTEFØLJEN

Selskabet investerer primært i solide danske realkreditobligationer. Da vi heller ikke for obligationer har en solid træfsikkerhed, vælger vi at investerer i de obligationer, som giver det højeste afkast på lang sigt. Det kan give lidt større udsving på kort sigt, da det ofte er længere løbende obligationer, som giver det højeste afkast.